Køb den eksklusive "Design for you - Summer"-æske her →

Kähler logo white
Hvide Hammershøi-vaser fra Kähler  i forskellige størrelser på gulv , mens mand laver original vase
Om Kähler

Håndlavede designtraditioner

Håndlavede designtraditioner siden 1839

Kähler er en del af Rosendahl Design Group – en familie af designikoner, der tåler at blive brugt og betragtet – igen og igen. Historien om Kähler startede i 1839, og de håndlavede designtraditioner, der er udviklet siden, er i dag en moderne og sanselig fortælling om design, hvor alle er velkomne. Kähler er forbundet med en arv af innovative glasurer, kreative design og karakteristiske kunstnersamarbejder.

Kähler bygger på en lang tradition af kunstneriske samarbejder og håndværkstraditioner og blev grundlagt i 1839, da Herman Kähler åbnede et keramikværksted i Næstved. Det var dog først, da hans søn, Herman A. Kähler, sluttede sig til værkstedet, at det blev verdenskendt for unikke designs og kunstnerisk keramik.

Kähler har siden grundlæggelsen for mere end 180 år siden været karakteriseret ved klassiske håndlavede designtraditioner. Den dag i dag hylder vi stadig arven og skaber formstærke aftryk af nutiden bygget på fortiden.

Selvom Kähler er vokset som designkollektiv med et væld af tilknyttede kunstnere, er filosofien og tilgangen stadig den samme, som den altid har været, nemlig at vi i dag fortsat arbejder med nogle af tidens største designere og kunsthåndværkere.

Gennem årene til den dag i dag har håndværk, kreativitet og kunstneriske samarbejder været en del af Kählers DNA. Det har gjort Kähler til et ikonisk keramikmærke, der har kortlagt kursen for dansk keramikdesign.

Vi skaber alle vores produkter ud fra Kählers håndlavede designtraditioner. Det har vi altid gjort – og det vil vi blive ved med at gøre.

Vaser i forskellige størrelser fra Hammershøi Kähler

Et unikt designeventyr, der starter i 1839

Historien om Kähler begynder allerede i 1839, da den holstenske pottemager Herman J. Kähler åbner et lille keramikværksted i Næstved og drejer den første Kähler-vase. Det bliver starten på et unikt designeventyr, der en dag vil give genlyd i hele verden. Det er dog først, da sønnen Herman A. Kähler i 1875 overtager det berømte værksted, at keramikeventyret for alvor begynder.
Kähler-vaser ved at blive støbt i kar
Nils Kähler i gang med at dreje vase

Kähler-familien

Siden grundlæggelsen i 1839 er de håndlavede designtraditioner blevet viderebragt fra generation til generation. Her kan du dykke ned i Kähler-familiens historie.

Kählers kunstnere

Det historiske Kähler-værksted er i 1800- og 1900-tallet samlingspunkt for mange af tidens største danske kunstnere. Personer som Thorvald Bindesbøll, Svend Hammershøi og Kai Nielsen har alle sat deres aftryk på det, som i dag udgør DNA’et i Kählers design. Her kan du læse om nogle af de store kunstnere, der mødtes på Kählers historiske værksted.

Historisk billede af Hans Andersen Brendekilde, første kunstneriske medarbejder på Kählers værksted

1857-1942 –
Hans Andersen Brendekilde

Med sin ankomst i 1885 er Hans Andersen Brendekilde den første egentlige kunstneriske medarbejder. Brendekilde er kunstmaler og maler socialrealistiske billeder, og så er han på dette tidspunkt en af landets førende designere. I denne tid formgiver han produkter for Odense Glasværk. Brendekilde arbejder på Kählers værksted tæt sammen med H.A. Kähler.

1854-1933 – Laurids Andersen Ring

Laurids Andersen, også kaldet L.A. Ring, er opkaldt efter fødebyen Ring syd for Næstved. Ring er en del af den kunstnerkreds, der er omkring Brendekilde i slutningen af 1800-tallet. Han arbejder med landskabsmalerier og boede i en kort periode hos Brendekilde. Det er sådan, han bliver introduceret for Kähler for første gang. Ring synes, det kunne være spændende at forsøge sig med keramik som materiale, men hans keramiske karriere løber højst op i 10 til 12 værker og får aldrig en større betydning for Kähler. 

Ligesom Brendekilde er Rings største betydning for Kähler-værkstedet hans kontakt til kulturlivet. Ring gifter sig med H.A. Kählers datter, Sigrid Kähler, og bliver på den måde en del af den faste kreds af kunstnere, der er omkring Kähler. Han maler ofte situationer fra værkstedet og familien. Et eksempel er maleriet ”Lampelys”, der afbilder hans hustru, Sigrid, og en lampefod med blækspruttearme. Efter sigende skulle lampefoden være hans eget værk. Billedet findes på Statens Museum for Kunst.

Historisk billede af Karl Hansen Reistrup, porcelænsmaler og kunster på Kählers værksted

1863-1929 – Karl Hansen Reistrup

Efter ansættelse på Den Kongelige Porcelænsfabrik trænger porcelænsmaleren Karl Hansen Reistrup til nye udfordringer og tager med glæde imod tilbuddet om arbejde hos Kähler. Her bliver han ansat som maler og modellør i 1888. Han flytter hurtigt ind på et loftsværelse på fabrikken og starter et tæt og intensivt samarbejde med H.A. Kähler. Dette samarbejde fortsætter, lige indtil næste generation af Kähler-familien overtager styringen.

1846-1908 – Thorvald Bindesbøll

Arkitekten Thorvald Bindesbøll opholder sig ganske kort på Kähler-værkstedet, nemlig i årene 1890 og 1891. Det er kunstneren L.A. Ring, der har lokket ham til Næstved. Opholdet hos Kähler foregår over to perioder i disse år. Men ingen af de produkter, han fremstiller i disse perioder, kan kaldes for hovedværker. Det bedste resultat, han efterlader sig, er nok en krukke i lertøj med grafitdekoration og begitning. Den findes i dag på Kunstindustrimuseet. I den anden periode på Kählers værksted laver Bindesbøll et alter til Herning Kirke. Dette bliver lavet i glaseret lertøj. Selvom Bindesbølls ophold hos Kähler er kort, bevarer han kontakten med Kähler i lang tid efter.

Historisk billede af Sven Hammershøi, der drejer vase på Kählers værksted

1873-1948 – Svend Hammershøi

Svend Hammershøi er tegner, maler og keramisk uddannet, som i løbet af sit liv bliver en verdenskendt kunstner med værker udstillet på museer i hele verden. Han starter sit arbejde som kunstnerisk formgiver hos Kähler i 1893 og fortsætter indtil sin død. Dermed var Hammershøi den kunstner, der var tilknyttet Kählers værksted i længst tid.

1882-1924 – Kai Nielsen

Billedhuggeren Kai Nielsen besøger Kähler første gang i 1921. Dette er blot tre år før hans død. I den periode er han yderst produktiv, men mange af hans værker bliver kasseret, fordi han er så selvkritisk. Hans ambition er at nå bredt ud til folket. Han vil hellere sælge sine værker og producere dem i tusindvis af eksemplarer end have dem udstillet på museum. Han laver derfor mange små figurer, for at sprede kendskabet til sin kunst. Også indtjeningsmæssigt er dette en god ide.

I samarbejde med Thirslund sætter Nielsen en større produktion af figurer i gang i 1922. Disse bliver lavet i gamle bronzeforme, som tidligere er blevet brugt til at støbe netop bronzeforme. Lige så opfindsom, som fremstillingsmetoden er, er også navnene på disse figurer: Dovendyret, Susanne i badet, Prinsessen på ærten, Eva på æblet, Nina på kuglen og Globetrotteren er bare nogle få af dem. Figurerne bliver meget populære i både Danmark og udlandet. En forhandler fra San Francisco tager ”Prinsessen på ærten” med hjem fra en rejse og udstiller den i sin butik. Men en amerikansk kvindeorganisation viser ”Prinsessen på ærten” en del modstand, da de mener, figuren skyder sit underliv for langt frem.

Historisk billede af Jens Thirslund, der maler  en vase på Kählers værksted

1892-1942 – Jens Thirslund

Jens Thirslund kommer til Kähler i 1913 på opfordring fra en bekendt. På trods af at han ikke er kunstnerisk uddannet, har han et medfødt talent for at tegne. Dette er hjulpet godt på vej af hans store interesse for kunst. Thirslund skaber sin helt egen motivverden, som han overfører til potter og kakler. Men også på tilfældigt papir – ofte er det indpakningspapir, han tegner på. Hans motiver er alt fra blomster til kvinder, dyr og skibe.
Kvinde sidder på taburet blandt Urbania lyshuse fra Kähler i mange forskellige størrelser
Designerduoen Stilleben maler Signature-vaser fra Kähler i hånden

Kähler – håndlavet og traditionsrig dansk designkeramik siden 1839

Kähler repræsenterer håndlavede designtraditioner, hvor kunst og håndværk smelter sammen. I dag skaber og maler vi fortsat mange af vores ikoniske produkter med hænderne. Produkter der er med til at gøre ethvert hjem smukt og inspirerende. Siden Kähler blev grundlagt i 1839, har vores designs været kendetegnet af klassisk og autentisk keramik

Kunstnere avler kunstnere

Lige siden Brendekilde ved sin ankomst blev den første egentlige kunstneriske medarbejder, har kunstnere sluttet sig til år efter år og bidraget til Kählers DNA. Brendekilde har, foruden sine egne designs, stor betydning for Kähler-værkstedet da han tiltrækker en bred kreds af kunstnere.

Blandt dem, der senere bliver tiltrukket, er Svend Hammershøi, som får en uvurderlig betydning for Kählers værksted og dets udvikling. I dag lever Hammershøis ikoniske værker videre i serien Hammershøi. Kählers nuværende logo, HAK, der pryder alle vores produkter, er også designet af Hammershøi.

Håndværkstraditioner siden 1839

Hvert eneste nutidige Kähler-design er en hyldest til Kählers unikke historie og en fejring af det velbevarede håndværk, men også et formstærkt aftryk af nutiden.

Mange af vores keramiske designs bygger nemlig stadig på de håndværksmæssige traditioner, der opstod i begyndelsen, da hele Kähler-eventyret begyndte. Ligesom de dygtige malerdamer hånddekorerede keramikken med kohorn på det gamle Kählersbakken, maler vi stadig mange elementer i hånden, laver håndudskårne detaljer og arbejder med spændende glasurteknikker. Det er nemlig i mødet mellem de præcise og elegante penselstrøg og den klassiske keramik, at Kählers unikke design virkelig kommer til sin ret med et enestående håndlavet udtryk.

Kvinde maler Kählers HAK-logo på væg blandt Omaggio-vaser

Håndlavede traditioner

Kählers stil er sprunget ud af mange års stolte håndlavede designtraditioner. Vi tror på, at godt design og håndlavet kvalitet ikke har nogen udløbsdato. Det illustreres allerstærkest gennem Malerdamerne, som er en stor og vigtig del af Kählers historie.

Lær tre af de historiske Malerdamer bedre at kende her

Signe Steffensen, malerdame hos Kähler maler med kohorn

Signe Steffensen

Signe Steffensen er malerdame hos Kähler frem til 1934, herunder i en periode som førstedame for malerstuen. Hun mestrer hornmaleriet, som er en yderst svær dekorationsteknik. De hornmalede keramikgenstande er aldrig ens og bliver en af de største salgssucceser i Kähler-værkstedets historie.
Stella Kähler, malerdame hos Kähler, læser  bog i haven med sin mand, Herman August Kähler

Stella Kähler

Stella Kähler er datter af Herman August Kähler og gift med den kunstneriske leder Jens Thirslund. Stella Kähler kastede sig med sin afdæmpede stil over begittedekorationerne, men gør dog også sine forsøg med den røde lustre. Et af disse bliver solgt til Nationalmuseet i Stockholm i 1914.
Tulle Emborg, malerdame hos Kähler, maler keramik med teknikken hormaleri

Tulle Emborg

Tulle Emborg er tilknyttet Kählers værksted i 1930’erne og udvikler om nogen sin egen stil, både når det gælder hornmaleri, men bestemt også vådt-i-vådt-dekorationer. Her bruger hun med stor opfindsomhed både skeer og rystebevægelser for at få farverne til at flyde sammen. Hendes tætte samarbejde med Nils Kähler minder meget om det gamle Kähler-arbejde, det klassiske pottemageri, og deres arbejder blev en stor salgssucces.

Vores fundament

Kähler er bygget på en række kerneværdier og overbevisninger. Det er det fundament, der danner grundlag for den måde, vi driver vores brand, design og produktudvikling. Det er byggesten, der gennem årene har sikret, at vi har kunnet skabe design, der holder, og som hele tiden rammer ind i danskernes smag.

Hos Kähler stræber vi hver dag mod at forene vores unikke kulturarv med ambitionen om at være førende på den kunstkeramiske scene, nationalt som internationalt. Vi tager det bedste fra en kunstnerisk keramikarv og fortolker det i nutidens lys.

Vores særlige karaktertræk

Omaggio Nuovo-vaser fra Kähler på bord

Håndværket

Hvert eneste nutidige Kähler-design er en hyldest til Kählers unikke historie og en fejring af det velbevarede håndværk, men også et formstærkt aftryk af nutiden.

Ligesom Malerdamerne hånddekorerede keramikken med kohorn på det gamle Kählersbakken da hele eventyret begyndte, maler vi stadig flere af de keramiske designs i hånden, laver håndudskårne detaljer og arbejder med spændende glasurteknikker med respekt for Kählers keramiske håndværkstraditioner.

Ved at fokusere på høj kvalitet og hele tiden sørge for, at vores unikke design er tilgængeligt for de fleste, er vi med til at demokratisere godt håndværk og design og gøre det til noget, alle kan forstå og gøre brug af.
HAK-stempel i bunden af vase fra Kähler

Autentisk

Kähler bygger på en unik kulturel arv, der danner grundlaget for vores autentiske designs og de metoder, vi bruger til at skabe vores produkter. Det autentiske kommer særligt til udtryk gennem det ikoniske HAK-stempel i bunden af alle vores designs. Den dag i dag er det blevet en ægte kulturel arv, der kan findes i mange danske hjem.

Både de gamle historiske Kähler-produkter og de nye kan identificeres ved hjælp af HAK-logoet. Lige siden logoet blev designet af Svend Hammershøi og introduceret på markedet, har det været et symbol på alt, hvad Kählers håndlavede designtraditioner står for. Det er det, der gør, at du kan være sikker på, du står med et produkt, der er autentisk, ægte og originalt. Det er noget, vi altid er meget bevidste om og forsøger at bevare og reflektere i vores måde at arbejde på.
Vaser bliver støbt, drejet og malet af kunstnere

Dansk designkollektiv

Kähler bygger på en stolt designtradition formet af et kollektiv, der år efter år har videreudviklet og gentænkt vores designs. Det er i høj grad dette kollektiv, der har været med til at skabe og indkapsle Kählers unikke DNA. Hver kunstner har efterladt et aftryk, og det aftryk bliver hver dag genbesøgt og fornyet af inspirerende kunstnere.

Kähler-værkstedet har siden 1800-tallet været et samlingspunkt for mange af de største danske kunstnere. I starten var det navne som Thorvald Bindesbøll og Svend Hammershøi, der definerede Kähler. I dag er det keramikere og kunstnere som Hans Christian Bauer, der står bag Hammershøi-serien og designerduoen Stilleben, der består af Ditte Reckweg og Jelena Schou Nordentoft. De er blot et eksempel på en ny generation af designere, der hjælper med at definere klassisk dansk design i vores tid.
Vaser, thermokande, salt- og pebersæt, skåle, tallerkener med mere fra Kähler på bord

Diversitet

Kählers univers er mangfoldigt, og vores keramik findes i mange forskellige kategorier – alt fra vaser til bordservice. Vi skaber designs, som de fleste mennesker har råd til – og som alle kan benytte. Men det mangfoldige kommer i den grad også til udtryk i vores historie og i vores nutid.

Kähler har altid været karakteriseret af mange forskellige kunstnere, der alle bidrager med noget unikt og enestående – og er det stadig den dag i dag. Samarbejdet med de mange forskellige kunstnere har også dannet grundlaget for, hvordan vi har været i stand til at bibeholde de gamle traditioner og værdier, samtidig med at vi hele tiden har gentænkt og fornyet vores designs.

Vi dyrker det mangfoldige i alt fra design til de farver, vi bruger. Og det vil vi blive ved med i fremtidige udviklinger og lanceringer, for det er den filosofi, der gør, at vi år efter år finder vej ind i nye hjem.

Gå på opdagelse i Kählers keramikunivers

Stories
Vaser, Hammershøi, Kähler
Om Kähler
Læs mere
Kählers håndlavede designtraditioner
Læs mere
Kähler Astro
Astro - Figurhistoriens nye stjerner
LÆS MERE

    Levering inden for 1 - 3 hverdage

    Fri fragt ved køb for min. 499 kr.

    30 dages gratis retur*

    Gratis gaveindpakning ved køb fra 599 kr.

Kähler er en del af Rosendahl.com

Vi bevarer og udvikler danske designikoner, så både samtid og fremtid kan tage del i de brands, der har været med til at skabe dansk designkultur.
  • Kay Bojesen sort DK logo
  • Kähler logo square black
  • Rosendahl
  • Holmegaard logo
  • Lyngby Porcelæn DK black logo
  • Bjørn Wiinblad black logo
  • JUNA black logo
  • Arne Jacobsen Clocks black Logo
  • Se alle
    Kay Bojesen XXL dyrKähler Canvas Vase rosa/brunRosendahl Grand Cru colourful tallerkenerHolmegaard Calabas vaser og fyrfadsstagerLyngby Porcelæn Rhombe Color stelBjørn Wiinblad Eva vaseJUNA Grand Pleasantly Sengetøj chili og Monochrome Lines Sengetøj grøn/hvidArne Jacobsen Bordur station bankers

Tilmeld nyhedsmail og få 10% på dit næste køb

Tilmeld dig vores nyhedsmail og få 10% i velkomstrabat på din første ordre. Bliv opdateret på nyheder, særlige tilbud, ekstraordinær designinspiration og meget mere. 
Kähler logo white

Har du brug for hjælp?

Besøg FAQ- Ofte stillede spørgsmål.
Eller kontakt kundeservice.


Følg os på

Kundeservice

Rosendahl Design Group

Copyright © Rosendahl Design Group 2022

Visa

Mastercard

Maestro

Dankort

MobilePay

ViaBill