Køb for DKK 399 og få gratis fragt Levering indenfor 1-2 hverdage 30 dages gratis retur
100 år med Bjørn Wiinblad

En fortælling om en tusindkunstner

Han var en af Danmarks flittigste kunstnere. Rejste verden rundt for at udstille, lave teaterkulisser, skabe gobeliner og male sine yndige, spidsnæsede piger med de mandelformede øjne på kopper, kander og fade. Læs om hans spændende liv gennem 10 årtier.


Bjørn Wiinblads historiske tidslinje

1918 – 1927

Barndommen

Den unge kunstner i den politiske familie

Bjørn Wiinblad (1918-2006) er blevet betegnet som en tusindkunstner, for han blev ved med at forny sig, når det handlede om at finde nye steder og ny materialer, som han kunne få lov at dekorere. Fordi han var så flittig – og sikkert også fordi han var en god forretningsmand – blev han i løbet af 1960’erne og 70’erne en af de mest velhavende danske kunstnere. Så velhavende at han i en periode havde syv boliger, både herhjemme, i Sydtyskland og i Schweiz, som han brugte som baser, når han rejste rundt efter opgaver, eller når han tog vennerne med på lange opera- og kulturrejser.Sådan havde ingen forventet, at det ville gå for den unge Bjørn Wiinblad, da han debuterede i 1945. Og da slet ikke, da han blev født i 1918 på Østerbro i København i en familie, der var optaget af politik og samfundsforhold.

Hans far, Otto Wiinblad sad i Landstinget for Socialdemokratiet, og hans farfar, Emil Wiinblad, var i sin tid redaktør på avisen Socialdemokraten og i en periode også valgt til Landstinget. Bjørn Wiinblads mor hed Ebba Wiinblad og hun var familiens samlingspunkt og sørgede for at familien, der også talte Bjørns 

søster, Ulla, hver sommer drog ud til deres lille sommerhus i Hvidovre. Ebba Wiinblad syede og syltede, mens mændene diskuterede politik – blandt andet med Danmarks statsminister, Thorvald Stauning, der var en flittig gæst hos familien frem til sin død i 1942.

En lille mand i familien gad dog ikke diskutere politik. Det var Bjørn Wiinblad. Han ville helst tegne og male, og med tiden begyndte han også at skrive små historier.

Bjørn Wiinblad var en drømmer og havde ingen ambitioner, om at uddanne sig som typograf eller gå ind i politik.

 

En fortælling om en tusindkunstner


 

 

1928 – 1937

Tidlig ungdom

Den svære læretid

Bjørn Wiinblad blev verdensberømt for sine fabulerende tegninger og dekorationer, der er fyldt med romantiske piger, sagnfigurer og vidunderlige mønstre. Men før han kunne slå sig løs som kunstner, måtte han forbi Teknisk Skole på Frederiksberg, hvor han kom i lære som typograf.

Han havde betroet sin far, at han gerne ville være kunstner, men hans far insisterede på, at han først tog en uddannelse, som ville kunne sikre ham en fast månedsløn. I 1935 begynder Wiinblad derfor på uddannelsen som typograf, og selv om han godt kan se fornuften i at han lærer et ordentligt håndværk, befinder han sig ikke særlig godt i typografmiljøet.

Mange år senere fortalte han til ugebladet Hjemmet om de svære år, han oplevede som typografelev: ’Enten tabte jeg hele satsen på gulvet, eller også stod jeg og digtede i skuffen eller tegnede’. Wiinblad faldt slet ikke ind i det barske miljø og han oplevede at hans læresvend var efter ham: ’Jeg svor over for de andre lærlinge, at jeg aldrig ville sige ’du’ til ham, når jeg blev udlært – og at jeg aldrig ville drikke øl’. Ifølge traditionen var man som elev De’s med sin læresvend og først den dag, man blev udlært kunne man begynde at sige du til hinanden, hvilket man markerede med en kold øl.

Bjørn Wiinblad kunne ikke forestille sig noget værre, kan man forstå på citaterne, som stammer fra en artikel i Hjemmet i 1988. Og han slap da også for at skulle drikke dus med læremesteren, for den dag, han blev udlært, brød Anden Verdenskrig ud, og alle havde alt mulig andet at tænke på.

For forældrene har det måske været en lettelse, at deres søn fik en typografuddannelse. Som barn havde Wiinblad været mest optaget af at skrive historier, tegne og spille på fløjte. Han tog på udflugter til Dyrehaven nord for København, hvor han kunne få timer til at gå med at kigge på de smukke dyr og dagdrømme. I grundskolen havde han ikke altid været en ørn, men heldigvis holdt hans søster Ulla hænderne over ham og støttede ham, når det blev nødvendigt. Men en typografuddannelse kunne hun ikke forhindre, og det skulle vise, at Wiinblad senere fik stor glæde af at kunne arbejde med store tomme flader, som han skulle dekorere ud fra en skitse, som han enten tegnede eller havde i hovedet.

1938 – 1947

Kunstakademiet

En kunstner bliver til

I 1940 var Wiinblad nyuddannet som typograf og skulle han følge den slagne vej, ville han snart have fundet sig et job som bogtrykker eller håndsætter på en avis. Men han kunne ikke slippe tanken om at arbejde med kunst – og helst som illustrator, så i 1940 begyndte han på Det Kongelige Kunstakademi på den grafiske skole. Wiinblad tog i begyndelsen sin professor Aksel Jørgensens stramme grafiske stil til sig, men snart begyndte han at lede efter et sted, hvor han kunne udfolde sig helt. Dykke ned i sit fantasifulde univers. Tegne alfelignende figurer, kvinder med mandeløjne og smukke blomster.

Svaret fandt han i keramikken, som han blev introduceret til af sin studiekammerat Lars Syberg omkring 1943. Han drejede og brændte sine egne værksted på sit værksted i Tåstrup og inviterede Wiinblad til at prøve kræfter med keramikken. Det viste sig at være det helt rigtige. Når Wiinblad ikke passede sine studier på Kunstakademiet, slog han sig løs på Lars Sybergs værksted. Han kunne hverken dreje eller formgive keramikken, men han kunne dekorere den, og var i sær begejstret for at arbejde med den gamle kohornsteknik, hvor man fylder et kohorn med farve og kører det over en krukke eller et fad. Det giver en særlig fin streg og det kræver, at man er sikker på fingrene.

Udover at vise et væld af keramiske krukker, fade og skåle, udstillede han tegninger, plakater og illustrationer til bogen Aladdin og den vidunderlige lampe. Udstillingen blev et stort tilløbsstykke, og allerede første dag solgte Wiinblad for 1.000 kroner. Det vigtigste ved udstillingen var dog at han mødte en række folk, der snart kunne sætte ham i gang med at lave endnu mere keramik og tegne endnu flere plakater. Blandt andre Jacob E. Bang, der netop var blevet kunstnerisk leder af den lille fajancefabrik Nymølle. Ham blev Wiinblad hurtigt venner med, og snart engagerede Jacob E. Bang den unge Wiinblad til at arbejde for Nymølle, hvilket i de kommende mange år førte til et væld af platter, skåle, kopper, fade, askebægre og lysestager, der strømmede ud fra Nymølles værksted med Wiinblads tegninger på.

Takket være Nymølle blev Bjørn Wiinblad alle mands eje i Danmark, for de fleste kunne betale for de varer, der kom fra fabrikken. Men det var også takket være Nymølle, at nogle af Wiinblads kolleger syntes, han blev lidt for populær og gik på kompromis med sit kunstneriske udtryk. Den kritik havde Wiinblad intet til overs for. Takket være Nymølle kom hans kunst ud til almindelige mennesker, og det var i virkeligheden det han ville. Opleves af så mange som muligt. 

{{lineitem.BrandName}}

{{lineitem.ProductName}}

Forsendelse

{{basket.FormattedShippingPriceIsoCurrency}}

Gaveindpakning

{{basket.FormattedGiftWrapOriginalPriceIsoCurrency}}

{{discount.Name}}

-{{discount.FormattedPriceIsoCurrency}}

Total

{{basket.FormattedOrderTotalIsoCurrency}}